En skibskiks er ikke bare en skibskiks

Du kender det nok godt. Du sidder i lynget i stilhed med din velduftende kop qajaasat-te med vand fra den iskolde elv. Du kigger ud på vandet langt væk og du føler en umiddelbar ro så stor, at myggene ikke generer dig. Du bryder den enorme stilhed selv ved at tage en bid af din nagguteeraq – din skibskiks. Så lille en ting, men med en kæmpe plads i dit hjerte.

Minder i en kiks

Okay. Indrømmet. Måske en anelse overdrevet for en tør kiks. Men det er uomtvisteligt, at den lille kiks betyder uventet meget for mange af os grønlændere, der bor i Danmark.

Vi er vokset op med den. Ude i naturen med smør på. Dyppet i varm te når det stormede udenfor, vores aanaa, der blødgjorde kiksen i umindelige tider, fordi hun ikke havde nogen tænder, knækket når de voksne flækkede kiksen midtover, så du kunne dele den med din søster.

Der kan være mange trygge og varme minder i en lille tør kiks.

Når 42-årige Susanne Løvstrøm fra Kangersuatsiaq ved Upernavik, ikke har mere grønlandsk mad, kører hun gerne et par timer for at få skibskiks.

– Når man er vokset op med skibskiks, og det engang var en del af ens hverdag, vil man bare gerne have noget, der minder om ’hjem’. Den kiks er en del af min identitet som grønlænder.

Lyden og smagen af en skibskiks bringer endda en tilbage til barndommen.

– Kiksen minder mig så meget om min barndom. Smagen. Teen. Hmmm! siger Susanne Løvstrøm med et stille klukken.

Det er alligevel imponerende, hvad lidt mel, vand og salt kan gøre. Nagguteeqqat kan sommetider købes i udvalgte Meny og SuperBrugsen-butikker og i De Grønlandske Huse. Og faktisk har skibskiksen mange navne, alt efter hvilken landsdel i Grønland du kommer fra: Nagguteeqqat, iveeqqat, tuluusaaqqat, tiggaaqqat.