Kim Falck-Petersens rejse fra Grønland til København: “Jeg havde et ben i hvert land”

Kim Falck-Petersen voksede op i Grønland omgivet af natur, familie og kultur. Han beskriver sig selv som “kæmpe grønlænder med kæmpe G” og taler varmt om barndommen i Qasigiannguit og senere Nuuk.

Musik, kunst og fællesskab fyldte meget i hjemmet. Forældrene tog ham med til koncerter og biograf i forsamlingshuset, og allerede som barn oplevede han, hvor vigtig kultur er for mange grønlændere.

– Jeg føler mig selv virkelig rig i forhold til alle de oplevelser, jeg har fået som barn og ung i Grønland, fortæller han.

Men noget andet fra opvæksten har måske sat endnu dybere spor: samhørigheden.

Kim fortæller, hvordan folk i Grønland ofte holder sammen på en måde, som stadig præger ham i dag. Man kunne bare banke på døren og være med. Gamle venner og bekendte bliver mødt med store kram – også selv om man ikke har set hinanden i mange år.

– Jeg tror virkelig, at det der holder os sammen, er vigtigt, siger han.

Et hårdt møde med Danmark

I 2005 flyttede han til Danmark for at studere kommunikation på RUC. Han havde ikke forberedt sig særligt meget. Han havde et sted at bo på Nørrebro og tænkte, at resten nok skulle løse sig.

Men overgangen blev voldsom.

Han gik fra udsigt over fjelde og hav til murstensbygninger på Nørrebro. Fra sejlads og natur til lange togture og gruppearbejde.

– Det var en kæmpe omvæltning. Kæmpe, kæmpe kulturchok, fortæller han.

Særligt studiekulturen på universitetet blev svær. Han følte ikke, at der blev plads til ham i diskussionerne.

– Mine studiekammerater spurgte hele tiden: “Kim, hvorfor siger du ikke noget?” Men mit svar var: “Det er jo fordi, I ikke giver mig plads til at sige noget.”

Samtidig blev han overrasket over, hvor lidt mange danskere vidste om Grønland.

I Grønland havde han lært meget om Danmark gennem skole og medier. Derfor troede han automatisk, at danskere vidste lige så meget om Grønland. Sådan var det ikke.

– Det var et kæmpe chok for mig, hvor lidt folk kendte til Grønland, siger han.

Tæt på at give op

De første år i Danmark blev så hårde, at han flere gange overvejede at rejse hjem igen.

Han kæmpede med hjemve, kulturchok og følelsen af hele tiden at skulle starte forfra i nye studiegrupper. Han oplevede også fordomme og forventninger til, hvordan en grønlænder “burde” være.

– Jeg tror faktisk, jeg overvejede at give op i fem år, fortæller han ærligt.

Det var mentorer og kollegaer, der hjalp ham videre. Særligt på arbejdspladsen Visit Greenland fandt han et miljø, hvor han kunne arbejde med grønlandsk kultur og samtidig holde fast i sproget og identiteten.

I dag forsøger han selv at hjælpe unge grønlændere, som kommer til Danmark for at studere.

– Jeg prøver at have dem lidt under vingen, siger han om de grønlandske studentermedhjælpere, han møder gennem sit arbejde.

Bro mellem to verdener

Efter mere end 20 år i Danmark har Kim accepteret, at han ikke længere kun hører til ét sted.

– Det er okay at have et ben i hvert land, siger han.

I dag arbejder han i Grønlands Repræsentation med kommunikation, formidling og brobygning mellem Grønland og Danmark. Og netop ordet “brobygning” går igen flere gange i interviewet.

Han føler ikke kun, at han hjælper danskere med at forstå Grønland bedre. Han hjælper også grønlændere i Danmark med at føle sig hjemme.

– Brobyggende. Absolut, siger han.