Kultur

KNIFE-festival vil bygge videre på succesen

KNIFE-festival vil bygge videre på succesen

Bassen var høj, og det samme var humøret blandt både publikum og de optrædende kunstnere på årets KNIFE-festival, som var den første af sin slags.

Foto: Andreas Forum

Mads Malik Fuglsang Holm


13 maj, 2026



Del din historie med os
Har du en historie du ønsker at dele med Tusarfik, er du velkommen til at skrive til redaktion@tusarfik.dk

Ny grønlandsk festival tiltrak mere opmærksomhed, end arrangørerne havde turdet håbe på. Nu vil folkene bag tage næste skridt.

For Aviaja Larsen, der er medstifter af Kalaallit Nunaata Isaa Festival (KNIFE), står weekenden tilbage som både intens og rørende.

– Det gik virkelig godt. Der kom masser af mennesker. Vi startede perfekt med Tûtu og hans dejlige, bløde og rolige musik i solen under en skyfri himmel, så det kunne næsten ikke være bedre, siger Aviaja Larsen.

Festivalen blev afholdt i Kødbyen på Vesterbro, hvor Onkel Dannys Plads i to dage blev forvandlet til et samlingspunkt for grønlandsk musik, kunst, mad og fællesskab.

Læs også Da et lille hjørne af Danmark blev grønlandsk

Selv om musikken var festivalens omdrejningspunkt, oplevede arrangørerne også stor interesse for de andre indslag i programmet.

– Alle talks var fyldte, og folk var virkelig nysgerrige. Der var også stor interesse for den grønlandske mad, som blev revet væk begge dage, fortæller Aviaja Larsen.

Om aftenen fortsatte festen indendørs, hvor stemningen ifølge Aviaja Larsen blev løftet yderligere af de kunstnere og dj’s, der samlede publikum på dansegulvet.

Et samlingssted for grønlandske kunstnere

Noget, der især gjorde indtryk på Aviaja Larsen, var mødet mellem de unge grønlandske kunstnere.

– Kunstnerne var glade for at blive samlet og kunne føle sig hjemme, selv om det hele foregik langt fra deres hjembyer i Grønland. Flere sagde, at de aldrig før har oplevet den slags opmærksomhed omkring deres kunst og kultur her i Danmark, siger hun.

For Aviaja Larsen blev festivalen derfor også et bevis på, at der er behov for grønlandske kulturarrangementer i Danmark. Festivalen tiltrak da også både grønlændere bosat i Danmark og gæster uden særlig tilknytning til Grønland, som var kommet forbi af nysgerrighed.

– Der var mange grønlændere, som brugte festivalen til at mødes og være sammen, men der kom også folk, som bare var nysgerrige. Det er præcis det, vi gerne vil skabe mere af, siger hun.

Aviaja Larsen og David Hertling Péronard, der sammen står bag den nye festival, tager sig et velfortjent glas vin, efter den første kunstner netop er gået på scenen. Foto: Mads Malik Fuglsang Holm.
Aviaja Larsen og David Hertling Péronard, der sammen står bag den nye festival, tager sig et velfortjent glas vin, efter den første kunstner netop er gået på scenen. Foto: Mads Malik Fuglsang Holm

Vil ud til endnu flere

Selv om den første udgave af KNIFE allerede har overgået arrangørernes forventninger, er der ambitioner om mere.

– Vores drøm er at komme ud på flere knudepunkter i København, så vi kan vise Grønland frem for et mere blandet publikum og give et mere nuanceret billede af, hvem grønlændere og inuit er, siger Aviaja Larsen.

Læs også Ny gratis festival vil vise Grønlands unge ansigt

Hun håber samtidig, at flere vil engagere sig i arbejdet bag festivalen.

– Vil man være med, skal man bare følge os på Facebook eller Instagram, så man kan blive frivillig. Vi vil også gerne lave noget mere løbende, så der sker noget hele tiden.