Kunsten overtager samtalen om Rigsfællesskabet

Når udstillingen Ataqatigiinneq åbner den 1. oktober i Spinderihallerne i Vejle, bliver det første gang, at en kunstudstilling af denne størrelse og ambition samler markante kunstnere fra hele Rigsfællesskabet omkring et fælles projekt om relationerne mellem Grønland, Danmark og Færøerne.

Bag udstillingen står nogle af Nordatlantens og Danmarks mest markante kunstnernavne – blandt andre Aka Høegh, Jessie Kleemann, Kirsten Justesen, Frederik Næblerød og Edward Fuglø. Over de kommende måneder skal deres værker, filmsamtaler og fælles temaer foldes ud i en stor tværgående udstilling, som både skal vises i Vejle og senere bliver værkerne præsenteret i Rigsfællesskabets tre lande – og et besøg i Berlin i Tyskland.

Men Ataqatigiinneq bliver langt mere end en klassisk kunstudstilling med værker på væggene. Publikum inviteres ind i et sanseligt univers, hvor kunsten flettes sammen med filmsamtaler, talks, fællessang og fællesspisninger – ledsaget af smagsoplevelser med blandt andet grønlandske råvarer og arktiske urter.

Titlen Ataqatigiinneq er grønlandsk og betyder forbindelser – og netop forbindelserne er udstillingens omdrejningspunkt.

Ikke som en idyllisering af Rigsfællesskabet. Ikke som en propagandaudstilling. Men som et forsøg på at skabe en mere nuanceret samtale om det, der både splitter og binder landene sammen.

– Jeg synes tit, at når relationen mellem Danmark og Grønland bliver taget op i medierne, handler det om de hårde historier: tvangsfjernelser, spiralsagen og de svigt, der har været fra dansk side. Det er vigtige historier, men jeg oplever også, at der er rigtig meget, der binder os sammen, kommer det fra galleriejer Frederik Thordal fra Galleri Thordal, der er initiativtager til udstillingen.

En idé ramte tiden

Idéen til Ataqatigiinneq udsprang af galleriejer Frederik Thordals tidligere udstillingssamarbejde med kunsthistoriker og kurator Laila Lund Altinbas om udstillingen Havet. Erfaringerne herfra blev afgørende for det nye projekt, hvor Frederik Thordal igen har samlet et hold omkring sig – denne gang med Laila Lund Altinbas, kurator Sara Staunsager og Nauja Bianco, tidligere direktør for Det Grønlandske Hus i Odense, som centrale kræfter bag udviklingen af udstillingen.

Under arbejdet med den tidligere udstilling blev det tydeligt for Frederik Thordal, at flere grønlandske kunstnere ønskede at blive vist i en bredere sammenhæng – ikke kun som “grønlandske kunstnere”, men som kunstnere i dialog med andre kunstnere, erfaringer og historiske perspektiver.

De første tanker om en udstilling om forbindelserne mellem Danmark og Grønland blev formuleret allerede før Donald Trumps udmeldinger om Grønland igen placerede relationen mellem de to lande midt i den internationale debat.

Men da diskussionerne eksploderede, blev projektet pludselig endnu mere aktuelt.

– Det påvirkede mig enormt meget. Grønland fylder meget i mit arbejde, mit netværk og min vennekreds. Og da Trump igen forsøgte at sætte en kile ind i relationen mellem Danmark og Grønland, blev det endnu mere tydeligt, at der var brug for en mere nuanceret samtale, siger Frederik Thordal.

Udstillingen tager derfor afsæt i en grundlæggende erfaring: at Danmark og Grønland ofte fortæller den fælles historie ud fra vidt forskellige perspektiver.

– Der kan eksistere to parallelle opfattelser af, hvad der er foregået i relationen mellem Danmark og Grønland. De historier er ikke nødvendigvis forenede. Men hvis vi skal kunne bevæge os videre, er vi nødt til at forsøge at nærme os hinanden og blive klogere på de forskellige blik, siger han.

Kunstnere på tværs

Til Ataqatigiinneq er elleve kunstnere fra hele Rigsfællesskabet blevet samlet i det hidtil mest omfattende udstillingsprojekt af sin slags. I alt vises omkring 40 værker, der spænder fra maleri og skulptur til installationer, fotografi og tekstilkunst.

På den danske side deltager blandt andre Gudrun Hasle, Kirsten Justesen, Frederik Næblerød, Lars Dyrendom samt kunstner- og fotografparret Uri og Helle Løvevild Golman. Fra Grønland medvirker Jessie Kleemann, Aka Høegh, Christian Rosing, Bolatta Silis-Høegh og Inuk Jørgensen, mens færøske Edward Fuglø bidrager med et større selvstændigt spor i udstillingen.

Udvælgelsen af kunstnerne er sket i fællesskab mellem Frederik Thordal, Laila Lund Altinbas, Nauja Bianco og Sara Staunsager. Efterfølgende har Sara Staunsager haft det overordnede ansvar for den kunstneriske kuratering og sammensætningen af værkerne og temaerne.

Ifølge Sara Staunsager har ambitionen været at skabe en udstilling, hvor både kunstneriske udtryk, generationer og erfaringer støder sammen og åbner nye perspektiver.

– Vi har kigget på mange forskellige parametre. Det skulle ikke være en ren maleriudstilling. Der skulle være forskellige medier, forskellige generationer og forskellige relationer til Danmark og Grønland. Nogle kunstnere har en meget tydelig relation til det andet land, mens andre netop repræsenterer et mere undersøgende blik, forklarer Sara Staunsager, der i dag er tilknyttet Spinderihallerne i Vejle som kurator og kunstkonsulent, men tidligere har arbejdet som museumsinspektør på Trapholt i Kolding. Hun fortsætter:

–  Netop spændet mellem de forskellige erfaringer har været centralt i udvælgelsen. Hvor Gudrun Hasle eksempelvis gennem flere år har haft en personlig relation til Grønland, repræsenterer Frederik Næblerød i højere grad en yngre dansk generation, som møder Grønland med et mere åbent og undersøgende blik.

Ifølge dem begge er det et vigtigt perspektiv. For mange danskere er Grønland en del af Rigsfællesskabet, men samtidig noget, de ikke nødvendigvis ved ret meget om.

To blikke på samme tema

Et af udstillingens mest markante greb er, at de danske og grønlandske kunstnere er sat sammen i kunstneriske makkerpar omkring en række fælles temaer. På tværs af generationer, erfaringer og kunstneriske udtryk skal værkerne spejle, udfordre og gå i dialog med hinanden.

Identitet bliver eksempelvis undersøgt gennem mødet mellem Jessie Kleemann og Gudrun Hasle, mens Aka Høegh og Kirsten Justesen kredser om myter og fortællinger. Naturen danner rammen for dialogen mellem Christian Rosing og Uri og Helle Løvevild Golman, mens Bolatta Silis-Høegh og Frederik Næblerød arbejder med temaet familie. Hos Inuk Jørgensen og Lars Dyrendom er fokus rettet mod klima og forandringer.

Ifølge Sara Staunsager handler sammensætningerne om langt mere end blot at placere to kunstnere under samme overskrift.

– Det handler om at se, hvor der opstår en samtale mellem kunstnerne. Hvad sker der, når to meget forskellige praksisser bliver sat over for hinanden? Hvad kan de åbne hos hinanden – og hos publikum, spørger hun.

Dialogerne mellem kunstnerne bliver ikke kun en del af arbejdet bag udstillingen, men også noget publikum selv får mulighed for at opleve.. I løbet af foråret optages en række filmsamtaler, hvor kunstnerne mødes og taler om deres værker, erfaringer og de temaer, de arbejder med.

Filmene bliver efterfølgende en integreret del af udstillingen.

– Vi vil gerne bruge kunstens sprog som en løftestang. Kunsten kan nogle gange vise noget, som er svært at sige direkte. Og kunstnerne har nogle erfaringer og perspektiver, som kan åbne samtalen på en anden måde, forklarer Sara Staunsager.

Det tredje blik

Edward Fuglø fra Færøerne står på sin vis alene i udstillingen. Det skyldes ikke, at Færøerne er glemt, men at udstillingens oprindelige udgangspunkt var relationen mellem Danmark og Grønland.

Undervejs i processen blev det dog tydeligt for Frederik Thordal og Sara Staunsager, at Rigsfællesskabets tredje land måtte med.

– Vi kunne mærke, at der manglede et blik udefra. Færøerne er også en del af familien, og Edward Fuglø kan give et spejl til både Danmark og Grønland – og måske også tilbage til Færøerne selv, siger Frederik Thordal.

Edward Fuglø har i flere år arbejdet kunstnerisk med Rigsfællesskabet og færøsk identitet. Til udstillingen skaber han et stort nyt værk, som skal indgå som et selvstændigt og kritisk-refleksivt blik på helheden.

– Han er ikke bange for at sige noget. Han er meget refleksiv omkring, hvad det vil sige at komme fra Færøerne og være en del af Rigsfællesskabet. Derfor blev det naturligt at invitere ham ind, siger ejeren af Galleri Thordal.

Et møde mellem sanser

Selv om kunsten står i centrum, er ambitionen med Attaveqarfiit at skabe langt mere end en traditionel udstilling, hvor publikum blot bevæger sig fra værk til værk langs hvide vægge.

Målet er i stedet at åbne et sanseligt og levende rum, hvor man ikke behøver at være kunsthistoriker eller kende alle detaljer i Grønlands og Danmarks fælles historie for at kunne være med.

Derfor bliver udstillingen også omgivet af fællesspisninger, talks, fællessang, lyd, film og smagsoplevelser, der skal give publikum flere veje ind i temaerne.

Et af samarbejderne er med Arctic Street Lab i Aalborg – et beskæftigelsesprojekt for unge grønlændere med fokus på madlavning og iværksætteri. Her skal grønlandske og danske råvarer smelte sammen i en række fællesspisninger under udstillingen.

Samtidig bliver der brygget en særlig udstillingsøl med grønlandske urter som en del af det samlede oplevelsesunivers.

– Vi vil gerne skabe lave barrierer for at gå ind og opleve udstillingen. Det skal ikke kun være for kunsthistorikere. Man skal kunne komme ind, se værkerne, høre samtalerne, smage noget og få flere indgange til temaet, siger Frederik Thordal.

Netop sanserne fylder meget i arbejdet med udstillingen.

– Vi tænker meget over, hvordan man kan skabe rum, der ikke kun taler til øjet. Mad, lyd, fællessang og samtaler kan være med til at gøre udstillingen mere åben, siger han.

Ingen facit på Rigsfællesskabet

Ataqatigiinneq forsøger ikke at give et endeligt svar på, hvad Rigsfællesskabet er – eller bør være.

Ambitionen er snarere at skabe et rum, hvor relationen mellem Grønland, Danmark og Færøerne kan opleves og diskuteres mere nuanceret, end det ofte sker i den politiske debat og de hurtige overskrifter.

– Det bliver ikke et skønt billede af relationen mellem Danmark og Grønland. Mange af værkerne er kritiske og kontroversielle. Men vi håber, at udstillingen kan være med til at skabe en mere åben og nysgerrig samtale, hvor der også er plads til kompleksiteten, siger Frederik Thordal.

For både ham og Sara Staunsager handler projektet i høj grad om at skabe nye møder – ikke kun mellem kunstnerne, men også mellem publikum og de forskellige historier, erfaringer og perspektiver, som præger relationerne i Rigsfællesskabet.

– Vi håber, at folk går herfra med flere spørgsmål end svar. At de måske har fået øje på nogle forbindelser eller perspektiver, de ikke havde tænkt over før. Kunsten kan noget særligt, fordi den åbner for refleksion uden nødvendigvis at give entydige svar, siger Sara Staunsager.

Frederik Thordal peger samtidig på, at udstillingen også er tænkt som et sted, hvor mennesker med forskellige erfaringer kan spejle sig i hinanden. Han siger:

– Der er mange, som har blandet ophav, og som kan føle sig fanget mellem to stole i debatten. Jeg håber, at udstillingen kan være med til at skabe mere forståelse for, at relationen mellem landene også består af fælles erfaringer, familier og forbindelser mellem mennesker.

Når dørene åbner den 1. oktober, bliver det derfor ikke kun begyndelsen på en stor kunstudstilling.

Det bliver også et forsøg på at skabe et mere åbent rum for samtalen om Rigsfællesskabet – hvor kunsten måske kan få mennesker til at lytte lidt mere, være lidt mere nysgerrige og se relationerne mellem landene med nye øjne.