Mellem tupilakker og købmandskab

– Folk bliver ofte overraskede, når de træder ind her, siger Frederik Thordal og lader blikket glide rundt i galleriet.
I en sidegade i Vejle ligger et lille galleri bag en stor rude.

Udefra kan man let gå forbi. Skyttehusgade larmer ikke, og lokalet, der engang husede et populært bageri, gør ikke meget væsen af sig. Men i vinduet begynder noget alligevel at trække blikket til sig.

Et grønlandsk flag. En maske i udskåret træ. En buste. Malerier på væggene længere inde i rummet. Ansigter, figurer og landskaber, der ikke hører hjemme i den almindelige strøm af butikker, frisører og forbipasserende i en jysk provinsby.

Indenfor er der stille. Lyset falder ind over gulvet og rammer tupilakker, masker og malerier fra Grønland og Færøerne. Genstandene står ikke bare som varer, men som små fortællinger om hav, fjeld, fangst, myter og mennesker.

Midt i det hele står Frederik Thordal, som er svær at rubricere entydigt. Han er både galleriejer, kunsthandler, formidler og udstiller – og måske netop kombinationen af de roller forklarer, hvorfor han er endt her.

Og måske begynder svaret på, hvorfor han er havnet netop her – i et tidligere bageri i Vejle med grønlandsk og færøsk kunst omkring sig – mange år tidligere og langt mod nord. I Tasiilaq, hvor en 12-årig dreng begyndte at dreje perler i narhvalstand, lytte til fortællinger om ånder og købe tupilakker af lokale kunsthåndværkere.

I dag kommer den fascination til udtryk i langt større formater.

Kunst, der skal skabe samtaler
Lige nu fylder ét projekt mere end noget andet hos Frederik Thordal. Den 1. oktober åbner han en større udstilling i Vejle med kunstnere fra hele Rigsfællesskabet – Grønland, Færøerne og Danmark – hvor nogle af de grønlandske kunstnere er Aka Høegh, Jessie Kleemann og Christian Rosing.

Udstillingen skal først vises i Danmark, men ambitionen rækker længere end det. Efterfølgende er planen, at den skal videre til både Grønland, Færøerne og på internationale kunstinstitutioner som i Berlin.

For Frederik Thordal handler projektet ikke kun om at samle stærke kunstnere i samme rum. Han ønsker også, at udstillingen skal skabe samtaler og debat om Rigsfællesskabet, identitet og forholdet mellem de nordatlantiske lande og Danmark.

– Kunst kan noget særligt, fordi den kan åbne nogle samtaler, som måske er sværere at tage politisk eller direkte, siger han.

Arbejdet med udstillingen fylder allerede store dele af hverdagen. Der skal søges fondsmidler, koordineres transporter mellem lande og samarbejdes med kunstnere, værksteder og institutioner.

Samtidig forsøger han at tænke udstillingen som mere end blot værker på vægge. Til ferniseringerne samarbejder han blandt andet med det lokale mikrobryggeri Bøgedal Brew, som vil udvikle en særlig øl med grønlandske urter specifikt til udstillingen.

– Jeg kan godt lide, når en udstilling bliver en samlet oplevelse og ikke kun noget, man går rundt og kigger på, siger han.

For Frederik Thordal er det netop i mødet mellem kunst, mennesker og fortællinger, at noget interessant kan opstå.

Et livsforandrende ophold
Frederik Thordal var 11 år gammel, da familien i 2001 flyttede til Tasiilaq i Østgrønland. Hans forældre havde gennem længere tid drømt om at bo og arbejde i Grønland, og derfor pakkede hele familien livet i Danmark sammen og rejste nordpå.

Det, der oprindeligt var tænkt som et eventyr, kom til at præge Frederik Thordal langt mere, end nogen dengang havde forestillet sig. Familien blev i fire år, og i løbet af den periode voksede fascinationen af Grønland stille og roligt frem hos den unge Frederik.

– Jeg blev hurtigt meget optaget af Grønlands kunst og kultur. Særligt myterne og de drabelige, næsten makabre fortællinger, som vi fik fortalt i skolen, kommer det glædeligt fra ham.

Han husker fortællingerne om Kaassassuk og Havets Mor, men lige så tydeligt husker han undervisningen uden for klasselokalet, hvor naturen ikke blot var baggrund, men en del af selve læringen.

– Vi gik ture i fjeldet, samlede ting, man kunne spise, og fik fortalt, hvordan man kunne se ansigter i fjeldet. Vi lærte om jagt og fangst og øvede grønlandske ord. Det var helt fantastisk, fortæller han.

Nogle oplevelser har sat sig dybere end andre.

Han husker blandt andet en lærer, der fortalte om ånder – ikke som gamle sagn eller eventyr, men som noget, hun selv mente at have oplevet.

– Sådan noget sætter sig. Den kontakt til naturen og til noget, vi måske ville kalde overtro, syntes jeg var helt vildt dragende og spændende.

Tasiilaqs unge mellemmand
I Tasiilaq begyndte Frederik Thordal også selv at arbejde med små kunsthåndværk. Han drejede perler i narhvalstand og solgte perlekæder til familie og venner.

Senere begyndte han at købe tupilakker af lokale kunsthåndværkere, som han solgte videre til turister.

– Det var egentlig sådan, det begyndte med kunsten. Jeg blev lidt af en mellemmand, smiler han.

Han fik desuden en art praktikplads på museet i Tasiilaq, hvor han fik adgang til samlinger af grønlandsk kunst, masker, fangstredskaber og etnografiske genstande.

– Det var et sted, hvor man kunne opleve noget af det bedste grønlandske kunst. Det har haft stor betydning for mig, kommer det glædestrålende fra ham.

Farens penselstrøg satte sig fast
Kunsten fyldte allerede meget i hjemmet, længe før Frederik Thordal selv begyndte at handle med tupilakker og grønlandsk kunst. Hans far arbejdede med keramik, maleri og billedkunst og underviste blandt andet i billedkunst under familiens år i Tasiilaq.

Mens Frederik sad og drejede perler i narhvalstand, kunne faren stå få meter væk og male. Kunst blev på den måde ikke noget fjernt eller ophøjet, men en naturlig del af hverdagen.

– Det var også en måde at komme tæt på min far på, siger han.

Faderens betydning mærkes stadig tydeligt i dag. Når Frederik Thordal er i tvivl om en teknik, et værk eller en kunstnerisk detalje, er det ofte faren, han ringer til.

– Jeg spørger ham stadig tit til råds. Hvis der er noget, jeg ikke forstår, eller noget jeg gerne vil vende, så er han god at sparre med, siger han.

Samtidig voksede der også et andet spor frem hos Frederik Thordal. Selvom kunsten og Grønland havde sat sig dybt i ham, opstod der efter årene i Tasiilaq også en stærk lyst til at udfordre sig selv fagligt og gå en anden vej end den rent kunstneriske.

Da familien vendte tilbage til Danmark, kom han først på efterskole og senere på internationalt gymnasium i Grenaa, hvor fokus i højere grad blev rettet mod det faglige.

– Jeg var meget sulten på det faglige og fokuserede i en periode på noget andet end kunsten, fortæller han.

Tupilakker mellem regnearkene
Efter gymnasiet valgte Frederik Thordal en vej, der umiddelbart lå et stykke fra kunstverdenen. Han begyndte at læse erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet, blandt andet fordi han var optaget af organisation, udvikling og muligheden for at få indflydelse.

– Jeg var meget karriereorienteret dengang og havde lyst til at udfordre mig selv fagligt. Jeg tror også, der lå noget i, at jeg ikke nødvendigvis ville gå præcis den samme vej som min far, siger han.

Men selvom studiet trak ham mod økonomi, forsvandt Grønland aldrig rigtigt ud af hans liv. Tværtimod begyndte interessen for grønlandsk kunst langsomt at fylde mere igen i studieårene. Han begyndte at samle på tupilakker, masker og narhvalstand – og købte efterhånden også genstande, som han solgte videre.

– Nogle beholdt jeg selv, og andre solgte jeg videre. Det fyldte egentlig ret meget ved siden af studiet, fortæller han.

Samtidig vendte han tilbage til Grønland næsten hver sommer. Han fik arbejde hos World of Greenland og blev blandt andet uddannet gletscher-guide, hvor han førte turister ud til Indlandsisen og gletsjerne ved Eqi (ved Ilulissat, red.).

– Det var en fantastisk tid. Jeg savnede Grønland, og gennem arbejdet fik jeg forbindelsen tilbage til det hele igen – naturen, menneskene og kulturen, siger han.

Sommeropholdene blev mere end blot studiejob. De blev en måde at fastholde den tilknytning, der var opstået i barndommen i Tasiilaq.

– Grønland trak hele tiden i mig. Der er noget ved forholdet til naturen og måden at leve på, som jeg stadig føler mig enormt draget af, siger han.

Kunstdrømmen fik en adresse
At galleriet endte i Vejle, skyldtes først og fremmest hans kones arbejde. Hun fik en stilling i byen, og familien flyttede dertil.

I begyndelsen drev Frederik Thordal forretningen fra en lejlighed i midtbyen, inden han fik plads i Spinderihallerne, hvor kreative iværksættere holder til. Her fik han både netværk, samarbejder og nye muligheder.

– Det var en rigtig god beslutning. Jeg fik et stærkt netværk med blandt andet fotograf, grafiker og rammemager, som jeg stadig bruger i dag, siger han.

Efter et par år flyttede han videre til galleriet i Skyttehusgade, hvor han i dag arbejder med både grønlandsk og færøsk kunst, etnografiske genstande og forhandler kunst for blandt andet Aka Høegh og Christian Rosing.

Mærkbar kunst
For Frederik Thordal er kunst langt mere end genstande, der kan købes og sælges. Særligt de grønlandske masker, tupilakker og figurer bærer på noget, han har svært ved helt at sætte ord på.

– De har tit en sjæl og en stærk udstråling. De kommer fra en kultur, hvor ånder og besjæling fylder meget, siger han.

Han peger på en figur i galleriet, som flere besøgende gennem tiden har reageret stærkt på. Under et besøg fra en grønlandsk ledergruppe var der en kvinde, som nægtede at røre ved den.

– Hun sagde, at den havde dårlig energi. Og resten af gruppen havde det på samme måde. De ville heller ikke tæt på den, fortæller han.

For Frederik Thordal er netop den slags øjeblikke en del af det, der gør grønlandsk kunst så dragende for ham.

– En god maske har et eller andet særligt over sig. Man kan kalde det patina, men jeg kan godt mærke, når der er noget, der taler til mig, siger han.

Kunsten at skabe relationer
Selvom Frederik Thordal i praksis lever af at købe og sælge kunst, er det ikke selve handelen, der står alene for ham. Relationerne er i mange tilfælde selve forudsætningen for, at handlerne overhovedet opstår – og samtidig noget af det, han selv finder mest meningsfuldt ved arbejdet.