Kultur
Minik Dahl-Høegh lægger bolden på hylden: Jeg må passe på mig selv
Minik Dahl-Høegh har spillet med spilletrøjenummer 33 - En kærlig tanke til klubben i hjembyen Qaqortoq, K-33.
Foto: Anders Berthelsen
Efter knap 18 år som professionel håndboldspiller, har Minik Dahl-Høegh hørt dommerens sidste slutfløjt. Han stopper karrieren nu.
Han har været forbillede for mange håndboldsjæle i knap to årtier. Nu har Minik Dahl-Høegh nået en alder, hvor han må lytte til kroppen.
– Det er hårdt for kroppen at træne hver eneste dag, og jeg må lytte til den, siger Minik Dahl-Høegh, der bliver 41 år i år.
Fremtiden er åben
Efter at have levet af at spille håndbold i så mange år, kan det kræve sit at gå fra banen en sidste gang, men det er også en mulighed for nye veje:
– Jeg har flere muligheder. Jeg er en del af tre virksomheder i Qaqortoq, og de skal have lidt fokus nu, siger Minik Dahl-Høegh.
Men altså – hvis telefonen ringer, er han nok ikke svær at lokke.
– Det er ikke planen, at jeg tegner en ny kontrakt. Men det skal ikke overraske nogen, hvis jeg dukker op på en håndboldbane igen, griner han.
Om han sammen med sin familie, som tæller kone og to børn, vender snuden hjem mod Grønland, er for tidligt at sige, oplyser Minik Dahl-Høegh til Tusarfik.
Har skabt Minik-identiteten
Det lå ikke i kortene, at Minik Dahl-Høeghs levebrød blev håndbolden. Mange spillere på det niveau har spillet næsten siden de kunne gå, men Minik Dahl-Høegh var omkring 19 år, da han for alvor tog håndbolden til sig.
Han havde allerede delmål. Han ville på det grønlandske landshold. Bum. Som sagt, så gjort. Næste mål var at spille for GOG – og som 23-årig stod han i den gule og røde trøje – og blev der de næste syv år.
Så det er hele Minik Dahl-Høeghs voksenliv, der har handlet om hallerne og placeringer, og det har formet hans identitet, lyder det fra Minik Dahl-Høegh.
– Jeg har accepteret, at jeg nu går helt fra banen, men nødvendigvis ikke hele håndboldverdenen. Nu må vi se, hvad der venter.
Tro ikke på dem, der ikke tror på dig
En anden stor sportspersonlighed, fodboldspilleren Lionel Messi, sagde engang, at det tog ham 17 år og 114 dage, at blive en megastjerne hen over natten.
Det samme må næsten gælde Minik Dahl-Høegh.
– Der var andre, der var større talenter end mig. Men jeg blev i hallen og trænede. Og trænede. Og trænede.
– Jeg troede på mig selv. Jeg troede ikke på dem, som ikke troede på mig.
En stærk sætning, som giver genklang og en smule stilhed i samtalen. Men Minik Dahl-Høegh finder hurtigt ordene igen.
– Og så skal du træne lidt mere. Det er dét, det kræver. Og en masse stædighed. Du skal ikke være tilfreds med dit nuværende niveau, siger Minik Dahl-Høegh.
