Kultur
Præsten fra Qaqortoq: – Der er stor forskel på påske i Danmark og Grønland
Ligesom julen, er påsken i Grønland ofte en tid, hvor familier mødes, går i kirke og spiser påskelam. I Danmark handler det derimod ofte om en påskefrokost med alt, hvad der dertil hører.
Jeg er nok ikke den eneste, der lader mange tanker strømme mod nord og tænker på mit hjemland i de her dage. Lyset er vendt tilbage, og det er koldt på den helt perfekte måde. Der er nordlys selvom solen først går ned engang efter aftensmaden. Og så afholdes GM i diverse sportsgrene, hvilket er et sikkert tegn i Grønland på, at påsken er lige rundt om hjørnet.
Men her i Danmark, har eneste tegn for mig været påskeservietter og påskeskum i butikkerne, hvilket er lidt usædvanligt for mig. Jeg ringede derfor til den eneste grønlandske præst i Danmark, Marianne Lynge Krog, for at blive klogere på påsketraditioner i Danmark versus Grønland.
– Der er stor forskel på påske i Danmark og i Grønland, fordi der er stor forskel på kristendomskulturen i de to lande, siger præsten.
Alvorligt troende
I Grønland er kristendommen meget præget af menigheden fra Tyskland, Herrnhuterne. Det betyder en meget inderlig kristendom, hvor man den dag i dag, stadig synger salmerne ganske langsomt og mens de danske salmer er meget billedsproglige, gælder det modsatte for grønlandske salmer.
– Jeg kan huske en dansk kollega engang sagde til mig efter en gudstjeneste i Grønland, at vi tager kirkegang meget alvorligt, siger Marianne Lynge Krog.
Som grønlænder i Danmark ser man nødvendigvis ikke hinanden så tit, så kirkegang kan også sagtens betyde gensynsglæde og det skaber meget ro, siger præsten, der også gør en stor dyd ud af at tale håb og tale folk op.
Så dén tid, der for os grønlændere ofte er forbundet med kirkegang og lam, er måske for andre mere en frokost med tarteletter med høns og asparges. Og hurra for forskellighed!


