Professor: Kommunen har lavet kæmpe fejl

På en video, der er delt vidt og bredt på sociale medier, ser man øjeblikket, hvor Keira Alexandra Kronvold får beskeden om, at hun har fået rettens ord for, at Thisted Kommune i 2024 ikke havde ret til at tvangsfjerne hendes barn straks efter fødslen.

Keira Alexandra Kronvold reagerer instinktivt ved først at skrige af lettelse og derefter lægge sig på gulvet, overmandet af sine følelser.

Læs også: Keira Alexandra vinder sag om tvangsfjernelse

Efter at have læst dommen mener professor i børneret Caroline Adolphsen fra Aarhus Universitet, der også underviser i socialret på Ilisimatusarfik, at sagen tydeligt viser, at kommunens sagsbehandlere ikke har gjort deres arbejde godt nok.

– Keira Alexandra Kronvold fik for omkring ti år siden anbragt sine børn uden for hjemmet, men Landsretten vurderer, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad har forholdt sig til, om de gamle undersøgelser stadig skulle gælde. Det er selvfølgelig en kæmpe fejl. Det kunne jo være, at der var sket nogle ting, som gjorde, at hun nu godt kunne have børn hjemme, siger hun.

Caroline Adolphsen mener, at sagen er et af mange eksempler på, at man i Danmark har store problemer på børneområdet.

– Vi har at gøre med et område med nogle svære vurderinger, hvor jeg ikke mener, at kommunerne er dygtige nok. Det gælder børnesocialområdet bredt og ikke kun i sager med grønlandske familier, siger hun.

Inkompetence er ikke det samme som diskrimination

Når en kommune skal træffe afgørelse i en børnesag, har den pligt til at se på alle relevante oplysninger om familien. Hvad er forældrenes kulturelle baggrund? Kan de yde omsorg for et barn? Har de en psykisk lidelse eller et misbrug?

Man skal også snakke med familie og venner, se på boligforhold og økonomi, indhente oplysninger fra øvrige myndigheder og naturligvis se på barnets trivsel samt lytte til barnets egen holdning til sin situation.

Anbringelsessager er altså komplekse, og ifølge Caroline Adolphsen er kommunerne i alt for mange tilfælde for dårlige til at indsamle tilstrækkelige oplysninger. Derfor mener hun også, at man skal være forsigtig med at kalde det systematisk diskrimination af grønlandske familier, når der sker fejl i sager, hvor grønlændere er involveret.

– Efter min vurdering er der ikke tale om diskrimination, for det gælder ikke kun i sager, hvor forældrene har grønlandsk baggrund, siger Caroline Adolphsen og uddyber:

– Man kan jo se, at kommunernes undersøgelser i børnesager er generelt set dårlige, men de er især dårlige for alle, der ikke er opvokset i den danske grundskole og har set børnetime – altså alle, der ikke passer ind.

Læs også: Keiras forsvarer: Vi kan ikke stole på, at myndighederne beskytter vores rettigheder

Før man kan tale om diskrimination kræver det ifølge juraprofessoren, at sagshandlerne bevist eller ubevist systematisk forskelsbehandler grønlandske familier i børnesager, hvilket Landsrettens dom ikke taler for. Caroline Adolphsen bruger et tænkt eksempel for at tydeliggøre sin pointe.

– Hvis du slår begge dine børn, så er du ond. Hvis du slår dit ene barn, men ikke det andet, så er du både ond og uretfærdig.

Ud fra Caroline Adolphsens eksempel må man forstå, at der ikke er nogen systematik i, hvem af sine børn kommunerne ”slår”.

Hun fremhæver derimod spiralkampagnen som et klart eksempel på diskrimination. Her havde staten en bevidst strategi om at give grønlandske kvinder spiraler, mens det samme ikke gjaldt danske kvinder.

– I spiralsagen ser man en fuldstændig systematisk forskelsbehandling af kvinder fra Grønland. Der har man jo behandlet dem dårligere, fordi man har tænkt, at de ikke selv kunne finde ud af prævention, så det fikser vi for dem.

Hun understreger, at selv om hun vurderer, at der ikke er tale om diskrimination af grønlandske familier i tvangsfjernelsessager, betyder det ikke, at afgørelserne ikke kan være forkerte, hvilket Landsrettens dom i Keira-sagen viser.

Bekymring for grønlandske børn i Danmark

De senere år har anbringelsessager med grønlandske børn i Danmark affødt stor forargelse og undren i både Grønland og Danmark. Det skete blandt andet, efter at Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) i 2022 udgav en rapport, hvor det fremgik:

”Børn med grønlandske forældre, der bor i Danmark, anbringes 5-7 gange oftere uden for hjemmet end børn med danske forældre.”

Siden har der været talrige demonstrationer i både Nuuk og København samt skarp kritik fra Naalakkersuisut rettet mod skiftende danske ministre. Kritikken har især været rettet mod de såkaldte forældrekompetenceundersøgelser (FKU’er), som mange forældre oplevede tegnede et misvisende billede af deres evne til at tage vare på deres børn.

Det førte sidste år til oprettelsen af den særlige enhed VISO, som har til opgave at hjælpe kommunerne med specialrådgivning og udredning i de mest komplicerede socialsager.

Til KNR har VISO oplyst, at man på et år har gennemgået 16 anbringelsessager med grønlandske børn. I to tilfælde vurderede man, at de kritiserede tests havde givet et misvisende grundlag.

Caroline Adolphsen mener, at VISO er med til at styrke grønlandske familiers retssikkerhed i Danmark.

– Det har styrket grønlænderes retssikkerhed helt enormt, at man rent faktisk er forpligtet til at inddrage folk med kendskab til kulturen i sagsbehandlingen. Der findes jo mange i Danmark med en anden kulturel baggrund, som ikke har samme mulighed, siger hun.

Genforening kan have lange udsigter

Selv om Keira Alexandra Kronvold fik medhold i Landsretten, har hun ikke fået sit barn hjem igen. Retten tog nemlig kun stilling til grundlaget for tvangsfjernelsen ved fødslen – ikke til, om der fortsat er grundlag for anbringelsen.

Det betyder dog ikke, at sagen har været nyttesløs. Ifølge Caroline Adolphsen bør afgørelsen give stof til eftertanke hos både Thisted Kommune og Ankestyrelsen. Hun tvivler dog på, at dommen vil få den store praktiske betydning for kommunernes arbejde.

– Jeg tror ikke, den får nogen betydning. Det er desværre mit svar, siger Caroline Adolphsen.

Alle forældre med et barn anbragt uden for hjemmet har krav på, at deres sag løbende bliver genbehandlet for at sikre, at barnet ikke er anbragt længere end højst nødvendigt. Det gælder også for Keira Alexandra Kronvold, hvor Ankestyrelsen så sent som 12. februar i år stadfæstede kommunens afgørelse om, at hendes datter fortsat skal være anbragt uden for hjemmet.

Først om to år vil sagen igen blive vurderet.